Hudeksperten giver tips

Forsker og produktudvikler på ACO Hud, Maria Matsson, svarer på almindelige spørgsmål om bumser og hudpleje. Få del i hendes tips.

Bumser og hormoner
Hvorfor får jeg bumser, når jeg er over 20 år? Er det ikke et teenageproblem?

Svar: Man betragter ændringer i hormonbalancen som den vigtigste årsag til bumser. Det forklarer også, at bumser først opstår i teenagealderen og er mest almindelige i disse år, men bumser kan også dukke op senere i livet. For kvinder varierer hormonniveauerne f.eks. over menstruationscyklussen, hvilket kan give problemer med bumser. Stress er en anden faktor, måske den vigtigste efter teenageårene, der påvirker forekomsten af bumser. Derudover påvirkes vi selvfølgelig også af, hvad huden kommer i berøring med: fingre, applikatorer og makeup-produkter kan alt sammen bidrage til et mere gunstigt miljø for bumser ved at tilstoppe porer og tilføre bakterier. Hvis du har store problemer med bumser efter teenageårene, kan det være en god idé at kontakte lægen for at få undersøgt, om der ligger en større hormonel ubalance bag dine problemer.

Hudorme
Hvordan fjerner jeg mine hudorme?

Svar: Først og fremmest handler det om at have en god basishudpleje for at forebygge, at hudorme opstår. Rens huden morgen og aften, og tilfør derefter fugt. De områder, hvor hudorme plejer at dukke op, kan du punktbehandle med et produkt, der indeholder salicylsyre og virker propopløsende. Sidst men ikke mindst: Undgå at klemme! Så irriterer du bare huden og tilfører bakterier, så hudormene risikerer at udvikle sig til bumser

At klemme
Jeg fik en bums for 2 måneder siden, jeg pillede lidt, og det blev helt klart værre. Nu er der en lille rød bule tilbage, og det er lidt rødt rundt om også, huden omkring bumsen er ret blød, og nu er der kommet en stor hudorm ved siden af. Hvad skal jeg gøre for at få den til at forsvinde?

Svar: Du har jo allerede fundet ud af, at det kun gør det værre at pille, selv om det kan være svært at lade være. Min anbefaling til dig nu er, at du dels bruger et godt rensende produkt med salicylsyre til at rense huden i dybden og dermed hjælpe til at komme af med hudormen. Den røde bule vil efterhånden forsvinde, men nu handler det sikkert om at læge et ar, og det tager længere tid end at vente på, at en bums forsvinder. Mens du venter, kan du bruge Cover stick til at skjule det røde og samtidig udtørre, så der ikke dukker nye hudorme op.

Rens
Jeg vasker mit ansigt både morgen og aften, alligevel får jeg bumser. Hvad skal jeg gøre?

Svar: Selv om du gør ret i at vaske ansigtet morgen og aften, er der mere, der spiller ind. Det er lige så vigtigt at tilføre fugt til ansigtet som at vaske det, fordi fedtet hud har lige så meget behov for fugt som tør hud. Anvend derfor en hudcreme, der ikke tilstopper porerne eller gør huden fedtet. Prøv produkter, der tilfører fugt samtidig med, at de absorberer overflødigt fedt. Det er vigtigt at anvende produkter, der er specielt udviklet til ung hud. Særlige problemområder kan også behandles med specielle udtørrende, propopløsende og bakteriehæmmende produkter.

Foundation
Jeg brugte foundation tidligere, men holdt op, fordi jeg fik endnu flere bumser, selv om der stod på pakken, at den ikke tilstopper porerne. Jeg vil gerne have tips til en foundation, der ikke giver mig bumser.

Svar: Præcis som du siger, skal du anvende en foundation, der ikke tilstopper porerne, de fleste mærker har produkter, der ikke giver bumser. Problemet ligger snarere i, hvor godt man passer på huden indenunder. Ved at rengøre huden grundigt og tilføre fugt, inden foundation påføres, opstår der ikke lige så mange problemer med tilstoppede porer. Et tip er at anvende et produkt, der indeholder salicylsyre, hvilket forebygger og modvirker bumser og hudorme. Efter rengøring påfører du cremen, enten i hele ansigtet, da produktet tilfører fugt, eller på problemområder som supplement til din almindelige hudcreme. Derefter kan du frit bruge en lettere foundation. Glem ikke at rengøre en evt. makeup-applikator, eller udskift ofte f.eks. svamp, som du bruger til at påføre makeup med, ellers kan den sprede bakterier, der bidrager til dit problem.

Hjemmekure
Fungerer egne kure mod bumser? Såsom at mose ting sammen i køkkenet, og lægge dem på huden som en maske?

Svar: Det svære ved hjemmekure er, at man let får ingredienser med, der påvirker huden negativt, eller at man ikke får de rigtige mængder af forskellige stoffer og balance mellem dem. Der er også risiko for, at man får stoffer med, der tilstopper porerne, og dermed er hjemmekure måske ikke så egnede til personer, der let får bumser. Blandt de råvarer, man normalt har adgang til i hjemmet, findes der heller ikke nogen, der er særligt effektive mod netop bumser. Derimod er det jo sjovt at bruge en maske, man selv har lavet en gang imellem. Glem bare ikke, at produkter uden konserveringsmiddel er ferskvarer.

Kost
Hvor meget betyder kosten for, om man får bumser? Giver chokolade og ost bumser?

Svar: Mange oplever, at de får flere bumser i forbindelse med at de spiser noget bestemt mad, især fede ting som chokolade og ost. Der findes dog ingen tydeligt klarlagt forbindelse mellem kost og bumser generelt. Hvis du derimod oplever, at du får flere bumser i forbindelse med, at du spiser noget bestemt, så kan det godt være tilfældet for dig.

Supermedicin
Findes der nogen form for supermedicin, der gør, at man aldrig får en bums igen?

Svar: En sådan medicin har vi nok alle ønsket os på et tidspunkt i livet, men hvis den havde eksisteret, havde du ikke set en bums på nogen. En grund er, at det stadig er uklart, hvordan nøjagtigt en bums begynder at udvikle sig, og derfor er det svært at udvikle den perfekte behandling. Desuden er vi jo alle forskellige med hensyn til hudtype, og derfor skal behandlingerne være ret så individuelt tilpasset. Derimod findes der i dag gode både receptfri og receptpligtige lægemidler til at lindre symptomerne, der gør en stor forskel for dem med større problemer.